… Så er det ikke lige, at jeg altid tænker på at opdatere her.

I øjeblikket er livet herligt! Vilja har klaret vuggestue-starten over al forventning. Og hun elsker at komme der. Hvorfor brugte jeg dog så meget energi på, at fortælle mig selv at jeg svigtede hende ved at lade hende komme i institution. Hvorfor havde jeg så mange latterlige bekymringer? Hvorfor var det bare så svært for mig, at min lille skrøbelige pige skulle undvære mor.

Vilja viser jo gang på gang, at hun er en sej lille pige! Hun har viljestyrke, gå-på-mod, og så er hun altid glad og nysgerrig. Stadig MEGET mor-glad, men ikke længere afvisende overfor andre.

Siden sidst har vi fejret Viljas 1års fødselsdag. Det er en milepæl. En stor dag. En dag vi for knap et års siden, ikke var sikre på, vi ville komme til at fejre.

Hun udvikler sig, trods sin hårde start, HURTIGT! Og vil nogen stoppe tiden så vi kan følge med, tak! Hun har taget sine første skridt, men er endnu for usikker, så at holde ved, er at foretrække. For en måned siden havde hun ikke en eneste tand. Nu har hun hele 6 styk. Trods manglende sprog er hun skarp i at kommunikere hvad hun gerne vil, og hvad hun bestemt ikke vil. Hun kan fortælle hvis hun er sulten, tørstig, kommunikere ja og nej. Fortæller hvis hun vil op. Eller fortæller hvor hun gerne vil have vi går hen, ved at pege.

Hver dag bliver jeg overrasket over alt det hun kan. Det er lidt vemodigt, for min lille bitte baby, er jo faktisk slet ikke en baby mere. Hun er et lille menneske, der så småt begynder at have ret meget personlighed.

Jeg er selv begyndt på arbejde, og jeg er blevet så glad for det. Det er så rart at være i gang igen. Livet giver mening på en hel anden måde.