Vi bankede for hjertet idag

Idag afholdte hjerteforeningen for første gang landsindsamling.

Som skrevet før, var vi selvfølgelig tilmeldte som indsamler. Vi bankede for hjertet!

 

image

Min søster, Vilja og jeg trodsede regn og slud. Jeg frøs helt vildt! Solen skinnede inden vi tog afsted, men det ændrede sig hurtigt. Vi havde to ruter og 239 husstande at besøge. Vi fik mange bidrag, store som små. Det største beløb 100kr, det mindste 3kr. Alt tæller i sådan en indsamling! Så synes ikke man skal være ked af at give små beløb. Lidt har altså også ret, heldigvis.

Vi mødte så mange søde mennesker på vores ruter. Mange havde desværre haft hjertesygdomme tæt på, enten dem selv eller familie. Et par stykker donerede hver måned til hjerteforeningen. Nogle få takkede nej til at give et bidrag, hvilket der bestemt også er plads til. Desværre var der mange husstande hvor der ikke var nogen hjemme. Og så var der dem hvor man kunne se og høre at der var nogen hjemme, men hvor der ikke blev lukket op. Et enkelt sted kom vedkommende ud til glasdøren, men vendte om da h*n så at det var os. Heldigvis ville langt de fleste gerne give et bidrag i en god sags tjeneste.

TAK TIL ALLE!

I dag blev der i alt samlet 3.608.000kr sammen. Sådan, hvor er det vigtigt! 

 

I 2017 vil vi bestemt også være at finde blandt de der banker for hjertet! Måske ses vi?

image

Jeg elsker denne

Jeg elsker virkelig denne. Den gør at det giver en smule mening, hvorfor netop vi skulle have et hjertebarn.

image

En opgave helt speciel
Jeg har hørt, at der findes en gammel legende,
om hvad der oppe i himlen hændte.

Den siger, at engang den kære Gud
sagde til englene: Vil I gå bud?

Der er et barn, som skal fødes på jord,
vil I prøve at finde en far og en mor,
som vil elske og pleje dets krop og dets sjæl.

Det er nemlig en opgave helt speciel:
Barnet er svagt, det har handicap med,
så det kræver meget tålmodighed.

I ved, at jeg elsker alt svagt og småt,
og jeg ønsker, at barnet skal få det godt,
så de to, der bliver dets far og mor,
må virke som mine hænder på jord.

Måske vil de først have svært ved at se,
at der kan være en mening med det,
at barnet ikke kan tumle og lege,
og det kræver så meget pleje.

Men de vil nok efterhånden lære,
at det giver kræfter at måtte bære.

Guds kærtegn gør undertiden ondt,
og medgange alene er ikke sundt,
men modta’r de barnet som en gave de to,
så bli’r det en kilde til indsigt og tro,
og så kan det sikkert med tiden læres,
at livet er både at bære – og bæres.

En hel almindelig familie

Vilja er syg igen! Det er kun to uger siden hun sidst var ramt. Altså bare syg som i snot, hoste, klattet og med feber. Men fordi hun er hjertebarn, så kræver det ved feber at hun bliver undersøgt ved lægen. Her får hun målt værdier og taget blodprøver.

image

En i min online mødregruppe spurgte idag, om  vores liv med et hjertebarn ikke er besværligt og nedslidende. Jeg blev spurgt hvordan jeg magter opgaven, når vi er i trælse perioder. Hvordan jeg kan have overskud til vores pige på 3år ved siden af.

Selvfølgelig er det hårdt, men det er kun i trælse perioder. For i vores hverdag er vi bare en helt almindelig familie. Mor, far og to børn. De skal begge have kærlighed og omsorg, knus og kram.

Der er ikke noget der er besværligt til hverdag. Det er besværligt når vi skal på uplanlagt besøg på sygehuset, mens far er på øvelse, ude at rejse eller på kursus. Men her har vi så heldigvis en god familie, der altid står klar til at hjælpe.

Hvordan jeg magter opgaven? Fordi det bliver jeg fanme nødt til! Jeg er mor, og jeg skal magte det. Jeg har fucking intet valg. Jeg tror man finder en måde at magte det på. Set tilbage på den allersværeste periode, da vi var indlagt første gang. Da magtede jeg altid at være der for Vilja. Men jeg glemte mig selv og mine behov. Og det er okay at glemme sig selv for en tid.

Hvordan jeg har overskud til Svala? Hun er mit barn, og min kærlighed giver mig overskud. Nogle dage har jeg meget overskud til hende, hvor vi leger, læser, tegner, spiller og meget mere. Andre dage er mit overskud mindre, fordi Vilja kræver mig mere. Men vi er heldigvis to forældre til at klare opgaven.

image

Men i det store hele, så synes jeg vi er en ganske almindelig familie, med alt hvad der hører til. Men for os er alt det her jo også hverdag. En ganske almindelig hverdag. Dog kan jeg godt forstå, at det udefra kan se besværligt, hårdt og svært ud.

Danmark banker for hjertet

image

Vi banker med!

D. 24. April afholder hjerteforeningen for allerførste gang landsindsamling.

Har du lyst til at støtte en god sag, så meld dig til indsamlingen! Sæt kryds i kalenderen d. 24. April. Der er brug for mange indsamlere, også dig!

Du kan læse mere og tilmelde dig HER. Man kan både melde sig som indsamler eller koordinater for indsamlingen i dit område.

Vilja og jeg vil samle ind i Fredericia, nordbyen. Min store søster Elitha, går rundt med os. Og jeg er sikker på at vi får en knald-god dag i en god sags tjeneste! Ses vi?