Billed fra Trinitatis facebookgruppe

Vi holder meget af at komme i kirken, men med to børn så er det ikke altid lige let at komme afsted. Det er vigtigt for mig at mine børn lærer Gud og ikke mindst kirken at kende.

Fra Vilja var to måneder gammel, har vi gået til babysalmesang i Trinitatis kirke, Fredericia. Vi elsker at komme, og tropper troligt op, hver tirsdag næsten. Det er den eneste aktivitet vi kommer til på Viljas dårlige dage. Der er plads til alle, uanset. Det er helt på babys præmisser, og det er vigtigt for os! Nogle dage er vi med på det hele, andre dage krammer og synger vi, men undlader fagter.

Kirkerummet er jo fantastisk! Særlig i Trinitatis, her er den smukkeste udsmykning. Har du været der? Hvis nej, så afsted med dig. Alle vinduerne fortæller hver deres lille historie, og man kan bruge timer på at studere dem.

Lisbet er kirke- og kultur medarbejder, og står for babysalmesang

Babysalmesang har i den grad, været en kæmpe succes for os. Hvor sanser bliver stimulleret gennem sang og bevægelse. Vi synger børnesange, salmer, laver fagter, synger ved klaveret, danser i kirkerummet, tænder lys for baby og til slut beder vi fader vor. Der bliver lagt fokus på det tætte bånd mellem mor og baby, og hvad er mere vigtigt?

Når vi er færdige, så går vi over i sognegården. Her er der brød og kaffe, og vi mødre får lige diskuteret ugens højdepunkter. Det er vidst ingen hemmelighed, at vi kan snakke ørene af hinanden temmelig længe. Men hvor er det bare hyggeligt!

Det er lidt vemodigt at der for os, kun er en enkelt gang tilbage.

Alle barnevognene i sognegården, efterår 2015

Udover at vi kommer i kirken til babysalmesang, så kommer vi også til godnathistorie(når vi ikke har andre planer). Her bliver der fortalt en historie fra biblen, på børne niveau. Og derefter er der pasta med kødsovs i sognegården. Svala er fan af både historiefortælling og pasta med kødsovs. Og hendes mor er glad for at slippe for madlavningen en enkelt dag. Så bedre bliver det altså ikke.

Ja det var i hvert fald ikke mig… Jeg ville inderligt ønske at jeg havde barsel for evigt. Ikke fordi jeg ikke vil på arbejde, for den del glæder jeg mig meget til. Det bliver så spændende og rart at komme ud af denne barsel-boble. Det bliver kanon at komme ud og gøre noget for andre, hjælpe de der ikke kan selv, og have en smule mere voksenkontakt.

Men det dræber mig langsomt, at min lille baby skal starte i vuggestue om en måned.  Jeg kan fanme ikke holde den tanke ud. I denne barsel er jeg blevet snydt. Jeg er blevet snydt for den berømte “lykkelig tid”. De første 5-6 måneder har jeg gået rundt og været bange, ulykkelig og angst. Angst og bange for at miste min lille sårbare baby. Ulykkelig fordi jeg har voldsomt svært ved at fatte, hvorfor denne skæbne har ramt netop os. Og jeg har endnu ikke fattet det, men jeg har lært at leve med det. For det bliver jeg jo forsatan nødt til! Ingen lever for mig, og livet bliver svært hvis ikke jeg affinder mig med det.

Vilja er bare så meget baby endnu, og jeg synes slet ikke hun er klar til at komme ud. Og slet ikke uden mig. Hun er så afhængig af mig endnu, og hun bliver ked af det når andre holder hende. Vi er så tæt knyttet, og ingen kan forstå det bånd vi har. Vi to har været så meget igennem de seneste 9 måneder. Jeg kan ikke forestille mig, at det bliver nemt at køre hende ind i vuggestuen. Hun er meget opmærksom på at jeg er lige i nærheden. Det sværeste bliver at jeg overhovedet ikke stoler nok på at nogen, kan passe godt nok på hende. Jeg har stadig en frygt inderst inde for at miste hende. Og hvis man er bange for at miste sit barn, så er det umenneskelig svært at overlade det til andre.

Men ja, lige om lidt er det nu. Og jeg ved jo at jeg ikke slipper for det, uanset hvor meget jeg fortier det. Vilja skal starte i vuggestue! Det bliver meget udfordrende og hårdt. Specielt frygter jeg at hun kommer til at gå en hel dag uden mad. Hun er meget glad for at amme, og som skrevet før er hun ikke meget for rigtig mad. Men jeg frygter også at de giver hende forkert medicin, for meget medicin eller helt glemmer at give hende medicin.

Jeg ved godt, jeg bare burde lade være med at bekymre mig på forskud. Det kommer ikke nogen til gode, jeg ved det. Men for pokker det er svært. Meget svært!

hård… Eller det er i hvertfald hvad de fleste mener.

Ja okay det kommer jo an på hvordan man definere hård. Jeg er ikke sådan lige at løbe om hjørner med. Siger jeg noget, så mener jeg det. Et nej bliver ikke lavet om til et ja. jeg siger kun tingene en gang eller to. Svala søger selvfølgelig min grænse, hun er et barn. Men hun ved når hun har nået den. Generalt hører hun efter, hun ved godt at det ikke nytter når hun ikke hører efter.

Hvis jeg har en dag hvor mit overskud er lille. Og hvor jeg ved at hun ville kunne få mig til at ændre mit nej til et ja. Så starter jeg med at sige ja, også selvom det er til en mælkesnitte lige før aftensmad.. Og jeg kan jo se at det virker. For jeg behøver faktisk kun sige nej én gang, som regl.

Men tilgængæld har vi så meget mere tid til sjov, når vi ikke skal diskutere hvad hun skal have og hvad hun ikke skal have. Jeg elsker at lege med hende. Vi bygger LEGO og bygger bobles baner.

Og så elsker vi at tumle, vi kan bruge flere timer på at drille og kilde hinanden. Og det synes lillesøster også er sjovt!

Men som mor kan jeg også være enorm doven. Bare have lyst til at slappe af og se en film eller  trække mig ind i mig selv. Så stikker jeg hende en iPad, som hun elsker over alt på jorden. Laver noget saft i hendes elskede frozen drikkedunk, og laver lidt lækkert i en skål. Hun kan virkelig sidde længe og glo på skøre videoer på youtube, se rosa fra rouladegade, eller spille sjove spil. Så ser jeg en film eller nupper en lur. Jeg bilder mig selv ind at det er okay indimellem, at jeg jo ikke behøver at aktivere og lege med hende en hel dag. Andre dage kan jeg få virkelig dårlig samvittighed, bagefter.

Pigen her er Viljas storesøster. Hun hedder Svala og er 3år. Hun er kærlig, sød, klog og meget omsorgsfuld.

Alt det her sygdom, indlæggelse, mm har været meget hårdt for os alle. Men i sær Svala! Hun gik fra at være et forkælet enebarn, som aldrig har været foruden sin mor. Hun var aldrig blevet passet. Den dag hun blev storesøster ændrede hendes verden sig radikalt! Mor fik kejsersnit og var efterfølgende indlagt i 9 dage pga infektioner. Svala synes jo det var lillesøsters skyld, og hun havde det svært med at mor var væk hjemmefra. Men heldigvis var far hjemme de fleste dage.. Men der var også dage hvor hun måtte blive passet. Da vi kom hjem var hun glad og heldigvis også stolt af at være blevet storesøster.

Efter 3 uger hjemme blev hjertefejlen opdaget, og igen måtte hun undvære mor, og nogle dage også far. Igen skulle hun passes. Vilja og jeg var indlagt på intensiv de første dage, og her var Vilja så dårlig, at Svala ikke kunne komme på besøg. Herefter kom vi på børneafdelingen, og heller ikke her måtte hun komme på besøg, fordi der havde været en epedimi. Tænk sig aldrig at have undværet sin mor, og så pludselig ikke engang måtte besøge os. Øv det var hamrende hårdt, for os begge! Jeg følte at jeg svigtede hende. Og jeg ville sådan ønske at jeg kunne være to steder på en gang.

Da vi endelig blev udskrevet var der en masse forbehold. Når Svala kom hjem fra vuggestue skulle hun i bad, og spritte fingre. Vilja ville ikke kunne klare en infektion. Så vi skulle hele tiden passe på, og være over Svala når hun fx lige pillede en ordentlig busemand ud af næsen. Kløede sig i måsen eller andre knap så hygiejniske ting.

Længe var hun panisk angst for at vi ville blive indlagt mens hun sov, var i institution eller hvis vi tog til egen læge.

Men heldigvis så elsker hun sin søster mere end noget andet. Hun er så omsorgsfuld og kærlig overfor hende. Hun er så opmærksom, og forstår godt at mor bliver nødt til at være indlagt sammen med Vilja.

Jeg er så stolt af min store skønne pige!

Jeg er sådan en irriterende mor, der sent om aftenen eller midt om natten har en frygtelig dårlig vane! Jeg bekymre mig, og jeg kan ikke lade være. Jeg kan altid finde noget at bekymre mig om, og nogen vil mene at det er små ting. Men for mig er det fucking skide svært at lade være.

Én af de ting der for tiden fylder meget, er det der mad. Altså ikke hvad jeg skal og ikke skal spise, selvom det nok kunne være sundt ☺️.

Når man har et hjertebarn, der har været meget indlagt. Et barn der har fået anlagt sonde og fået mad derigennem, mange gange. Ja så får det konsekvenser, på et eller andet tidspunkt.

En af de konsekvenser er at Vilja på 9 måneder  helst vil ammes til alle måltider. Hvis det stod til hende, skulle fast føde ikke være en del af hendes kost. Vi kæmpede længe for overhovedet at få hende til at åbne munden, i spise situationer. Hun blev pisse gal, drejede hovedet, skubbede skeen væk. Hun væmmes virkelig ved mad. Hun fik lov at spise selv men dette var hun heller ikke interesseret i. Nu spiser hun havregrød, MEN den skal være iskold. Og andet spiser hun næsten ikke. Hun spiser en sjældent gang i mellem vores aftensmad, men bryst er at foretrække.

Nu har hun jo aldrig været en super-spiser. Men der er ofte en sammenhæng med babyer der har fået sonde mange gange, og spiseproblemer. Derudover har hun slem refluks, så det kan også give en masse ubehag ved madindtag. Mange gange kaster hun maden op efter hun har spist, her taler vi både modermælk og fast føde.

Og alt det her med mad hænger mig langt ud af halsen. Det er så hamrende frusterende at have et barn der er så langt bagefter på madfronten! Og at man så oven i, skal være bekymret for opkast hver gang hun har spist det mindste. Lige om lidt skal hun starte i vuggestue…. Hvad så? Hun kan jo ikke være i vuggestue i 7 timer uden mad? Hun vil selvfølgelig ikke tage en sutteflaske, eller drikke modermælk af kop. Neeeej da, det skal være frisk brygget og skal spises direkte fra brysterne. Hvem havde sagt det skulle være nemt?

Vi ved alle godt, at hun nok skal lære at spise. Og at hun helt sikkert nok skal spise et fest måltid til sin konfirmation… Men uvisheden om hvornår, er dræbende så mega ubehagelig. Jeg ønsker jo ikke hun skal skille sig ud når hun kommer i vuggestue, men jeg ved jo at det er hvad der sker.  Hvis bare jeg kunne tage smerten fra hende, så det ikke gør ondt på hende at spise. Jeg vil gerne at hun forbinder mad med en glæde.