… Så er det ikke lige, at jeg altid tænker på at opdatere her.

I øjeblikket er livet herligt! Vilja har klaret vuggestue-starten over al forventning. Og hun elsker at komme der. Hvorfor brugte jeg dog så meget energi på, at fortælle mig selv at jeg svigtede hende ved at lade hende komme i institution. Hvorfor havde jeg så mange latterlige bekymringer? Hvorfor var det bare så svært for mig, at min lille skrøbelige pige skulle undvære mor.

Vilja viser jo gang på gang, at hun er en sej lille pige! Hun har viljestyrke, gå-på-mod, og så er hun altid glad og nysgerrig. Stadig MEGET mor-glad, men ikke længere afvisende overfor andre.

Siden sidst har vi fejret Viljas 1års fødselsdag. Det er en milepæl. En stor dag. En dag vi for knap et års siden, ikke var sikre på, vi ville komme til at fejre.

Hun udvikler sig, trods sin hårde start, HURTIGT! Og vil nogen stoppe tiden så vi kan følge med, tak! Hun har taget sine første skridt, men er endnu for usikker, så at holde ved, er at foretrække. For en måned siden havde hun ikke en eneste tand. Nu har hun hele 6 styk. Trods manglende sprog er hun skarp i at kommunikere hvad hun gerne vil, og hvad hun bestemt ikke vil. Hun kan fortælle hvis hun er sulten, tørstig, kommunikere ja og nej. Fortæller hvis hun vil op. Eller fortæller hvor hun gerne vil have vi går hen, ved at pege.

Hver dag bliver jeg overrasket over alt det hun kan. Det er lidt vemodigt, for min lille bitte baby, er jo faktisk slet ikke en baby mere. Hun er et lille menneske, der så småt begynder at have ret meget personlighed.

Jeg er selv begyndt på arbejde, og jeg er blevet så glad for det. Det er så rart at være i gang igen. Livet giver mening på en hel anden måde.

Jeg er oprigtig talt lige ved at dø! Jeg har det så skidt i hele kroppen. Jeg har lyst til at kaste op, og gemme mig under dynen. Min puls banker med 300 i minuttet.

Imorgen er dagen….. Vilja skal starte i vuggestue. Jeg kan slet ikke holde det ud. Havde det slet ikke sådan her, da Svala skulle starte i vuggestue. Jo jeg synes da det var trist, men jeg vidste det blev godt til hende. Hun var så klar.

Hverken Vilja eller jeg er klar. Jeg er så bange for denne opstart. Selvom jeg kender personalet og vuggestuen godt, så er jeg mega utryg! Jeg har kysset lidt ekstra selvom det ikke er muligt på prinsessen idag. Og jeg har tænkt mig at kramme med hende hele natten.

Og når vi vågner igen, så satser vi på at det er lørdag.

Idag afholdte hjerteforeningen for første gang landsindsamling.

Som skrevet før, var vi selvfølgelig tilmeldte som indsamler. Vi bankede for hjertet!

Min søster, Vilja og jeg trodsede regn og slud. Jeg frøs helt vildt! Solen skinnede inden vi tog afsted, men det ændrede sig hurtigt. Vi havde to ruter og 239 husstande at besøge. Vi fik mange bidrag, store som små. Det største beløb 100kr, det mindste 3kr. Alt tæller i sådan en indsamling! Så synes ikke man skal være ked af at give små beløb. Lidt har altså også ret, heldigvis.

Vi mødte så mange søde mennesker på vores ruter. Mange havde desværre haft hjertesygdomme tæt på, enten dem selv eller familie. Et par stykker donerede hver måned til hjerteforeningen. Nogle få takkede nej til at give et bidrag, hvilket der bestemt også er plads til. Desværre var der mange husstande hvor der ikke var nogen hjemme. Og så var der dem hvor man kunne se og høre at der var nogen hjemme, men hvor der ikke blev lukket op. Et enkelt sted kom vedkommende ud til glasdøren, men vendte om da h*n så at det var os. Heldigvis ville langt de fleste gerne give et bidrag i en god sags tjeneste.

TAK TIL ALLE!

I dag blev der i alt samlet 3.608.000kr sammen. Sådan, hvor er det vigtigt! 

I 2017 vil vi bestemt også være at finde blandt de der banker for hjertet! Måske ses vi?

Jeg elsker virkelig denne. Den gør at det giver en smule mening, hvorfor netop vi skulle have et hjertebarn.

En opgave helt speciel
Jeg har hørt, at der findes en gammel legende,
om hvad der oppe i himlen hændte.

Den siger, at engang den kære Gud
sagde til englene: Vil I gå bud?

Der er et barn, som skal fødes på jord,
vil I prøve at finde en far og en mor,
som vil elske og pleje dets krop og dets sjæl.

Det er nemlig en opgave helt speciel:
Barnet er svagt, det har handicap med,
så det kræver meget tålmodighed.

I ved, at jeg elsker alt svagt og småt,
og jeg ønsker, at barnet skal få det godt,
så de to, der bliver dets far og mor,
må virke som mine hænder på jord.

Måske vil de først have svært ved at se,
at der kan være en mening med det,
at barnet ikke kan tumle og lege,
og det kræver så meget pleje.

Men de vil nok efterhånden lære,
at det giver kræfter at måtte bære.

Guds kærtegn gør undertiden ondt,
og medgange alene er ikke sundt,
men modta’r de barnet som en gave de to,
så bli’r det en kilde til indsigt og tro,
og så kan det sikkert med tiden læres,
at livet er både at bære – og bæres.

Vilja er syg igen! Det er kun to uger siden hun sidst var ramt. Altså bare syg som i snot, hoste, klattet og med feber. Men fordi hun er hjertebarn, så kræver det ved feber at hun bliver undersøgt ved lægen. Her får hun målt værdier og taget blodprøver.

En i min online mødregruppe spurgte idag, om  vores liv med et hjertebarn ikke er besværligt og nedslidende. Jeg blev spurgt hvordan jeg magter opgaven, når vi er i trælse perioder. Hvordan jeg kan have overskud til vores pige på 3år ved siden af.

Selvfølgelig er det hårdt, men det er kun i trælse perioder. For i vores hverdag er vi bare en helt almindelig familie. Mor, far og to børn. De skal begge have kærlighed og omsorg, knus og kram.

Der er ikke noget der er besværligt til hverdag. Det er besværligt når vi skal på uplanlagt besøg på sygehuset, mens far er på øvelse, ude at rejse eller på kursus. Men her har vi så heldigvis en god familie, der altid står klar til at hjælpe.

Hvordan jeg magter opgaven? Fordi det bliver jeg fanme nødt til! Jeg er mor, og jeg skal magte det. Jeg har fucking intet valg. Jeg tror man finder en måde at magte det på. Set tilbage på den allersværeste periode, da vi var indlagt første gang. Da magtede jeg altid at være der for Vilja. Men jeg glemte mig selv og mine behov. Og det er okay at glemme sig selv for en tid.

Hvordan jeg har overskud til Svala? Hun er mit barn, og min kærlighed giver mig overskud. Nogle dage har jeg meget overskud til hende, hvor vi leger, læser, tegner, spiller og meget mere. Andre dage er mit overskud mindre, fordi Vilja kræver mig mere. Men vi er heldigvis to forældre til at klare opgaven.

Men i det store hele, så synes jeg vi er en ganske almindelig familie, med alt hvad der hører til. Men for os er alt det her jo også hverdag. En ganske almindelig hverdag. Dog kan jeg godt forstå, at det udefra kan se besværligt, hårdt og svært ud.